Råd om udlandsrejser

< Back
Råd om udlandsrejser
HUSK FØR REJSEN

REJSEFORSIKRING

En udlandsrejse uden tilstrækkelig forsikring kan blive ruinerende for dig og din familie. Husk derfor at tegne en rejseforsikring og kontroller, at rejseforsikringens dækning er tilstrækkelig. Vær herunder særlig opmærksom på:

· rejsens længde (vær sikker på dækning under hele rejsens varighed)
· rejsens art (ferie/studier/forretning)
· rejsemål (europæiske eller andre lande)
· rejseaktiviteter (vær sikker på dækning i forbindelse med alle planlagte aktiviteter, herunder risikable
sportsgrene)
· konstaterede sygdomme.

Du skal altid sørge for at være forsikret, når du rejser i udlandet, så du er sikker på at få dækket udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark.

Den offentlige rejsesygesikring (det gule sygesikringsbevis) gælder kun i Europa og tilstødende lande, kun i én måned og kun ved rene ferierejser. Se nærmere herom på rejsesygesikringens hjemmeside.

Vær opmærksom på, at en almindelig rejsesygeforsikring ikke nødvendigvis dækker ved visse sportsulykker (f.eks. bjergbestigning, dykning m.v.) og for behandling af kroniske lidelser, som var til stede før afrejsen.

REJSEVEJLEDNINGER

Undersøg inden afrejsen eventuelle sikkerhedsrisici på dit rejsemål ved læsning af rejsevejledningerne.

Husk endvidere, at det er værtslandets love, der gælder, når du er på rejse – ikke dansk lovgivning. Sæt dig ind i forholdene, før du rejser. Lån bøger på biblioteket; bed om materiale fra dit rejsebureau; indhent materiale fra vedkommende lands ambassade eller konsulat – se listen over udenlandske repræsentationer.

Pas på med indførsel i et fremmed land af alkohol, pornografisk materiale og lign. I mange muslimske lande kan dette få alvorlige følger. Sæt dig ind i de lokale regler for bilkørsel og alkohol. Hold dig langt fra narkotika; overtrædelse af mange andre landes narkotikalovgivning kan medføre langvarige fængselsstraffe, visse steder fængsel på livstid og endog dødsstraf. Hjælp aldrig nogen, du ikke kender, med at bære bagage, pakker, breve eller andet gennem tolden – du kan blive anklaget for smugling. Vær også forsigtig med at tage ukendte personer med i bilen, især hvis du skal passere en grænse. Vær opmærksom på bestemmelser for indførsel af valuta.

VACCINATIONER

Undersøg i god tid inden rejsen eventuelle sundhedsmæssige risici på dit rejsemål og deraf følgende anbefalede vaccinationer ved henvendelse til egen læge eller et vaccinationscenter. Desuden kan det anbefales at læse Statens Serum Instituts hjemmeside, hvor EPI-nyt under linket Biologiske lægemidler/Rejsevacciner indeholder løbende råd om vaccinationer i forbindelse med udlandsrejser.

PAS OG VISUM

Undersøg i god tid inden rejsen, at dit pas er gyldigt (NB: Visse lande kræver, at pas er gyldige 6 måneder ud over rejsens varighed) samt hvorvidt der kræves visum til indrejse på dit rejsemål. Se nærmere herom på udenlandske visumregler.

MEDBRING NYTTIGE ADRESSER

Medbring adresser, telefonnumre m.v. for:

· Nærmeste ambassade eller konsulat på rejsemålet. Disse findes i Udenrigsministeriets kalender.
· Forsikringsselskab/rejsesygeforsikring.
· Din bank samt kreditkortdøgnvagt.
· Nærmeste pårørende.

Det tilrådes i øvrigt at medbringe en fotokopi af pas og rejseforsikring.

HVIS UHELDET ER UDE

PÅ EN DANSK AMBASSADE ELLER ET KONSULAT KAN DU FÅ HJÆLP TIL:

– Overførsel af penge til hjemrejse.
– Udstedelse af et nyt dansk pas.
– Kontakt til advokat, hvis du bliver anholdt.
– Kontakt til pårørende i Danmark.
– Kontakt til forsikringsselskab ved sygdom eller død.
– Oplysning om risikoområder på din vej.

MEN AMBASSADEN ELLER KONSULATET KAN IKKE:

– Udbetale lån eller udføre bankforretninger.
– Udbetale bistandshjælp eller pension.
– Få dig løsladt fra et fængsel eller betale en advokat.
– Betale hospital eller læge uden sikkerhedsstillelse fra dig selv, din bank eller familie.
– Skaffe dig arbejde eller arbejdstilladelse.

PENGE

Mister du dine penge – og har du ikke mulighed for at arrangere en almindelig bankoverførsel – kan ambassaden i de fleste tilfælde hjælpe med en pengeoverførsel, men kun til brug for hjemrejse og kun, hvis der er nogen i Danmark, som vil lægge ud for dig. Det kan være din familie, venner, din bank eller din arbejdsgiver, som må sørge for indbetaling til Udenrigsministeriet i København af det beløb, du har brug for. Når ambassaden har sikkerhed for beløbet, får du pengene udbetalt i den lokale valuta. Denne service koster et gebyr på kr. 450.

PAS

Mister du dit danske pas kan ambassaden udstede dig et nyt. Da de nye maskinlæsbare pas kun produceres af Rigspolitiet i Danmark, vil du normalt få udstedt et provisorisk pas. Du kan samtidig hermed ansøge om et nyt pas, som kan afhentes efter hjemkomsten til Danmark, eller du kan vente med at ansøge om dit nye pas, til du kommer hjem. Et nyt pas koster kr. 600 hos politiet og kr. 900 på en ambassade eller et konsulat.

Hvis du har fået stjålet dit pas, er det vigtigt, at du med det samme anmelder tyveriet til det lokale politi, og du skal insistere på at få en kvittering for din anmeldelse – ambassaden og dit forsikringsselskab skal bruge den.

Ambassaden kan også hjælpe med en erklæring om grunden til, at du har fået et nyt pas, til brug for de lokale immigrationsmyndigheder.

KRIMINALITET

Lov- og ordensbestemmelser er forskellige fra land til land – også den straf, du risikerer ved overtrædelser! Husk, at det er værtslandets love, der gælder, når du er på rejse – ikke dansk lovgivning. Sæt dig ind i forholdene, før du rejser. Lån bøger på biblioteket; indhent materiale fra vedkommende lands ambassade eller konsulat; bed om materiale fra dit rejsebureau.

Bliver du anholdt og fængslet, kan og vil ambassaden hjælpe dig med kontakt til advokat og familien derhjemme, ligesom den vil sørge for, at du får besøg i fængslet. Ambassaden har ikke mulighed for at få dig ud af et fængsel. Forholdene i udenlandske fængsler er ofte hårde.

Hold dig langt fra narkotika; overtrædelse af mange andre landes narkotikalovgivning kan medføre langvarige fængselsstraffe, visse steder fængsel på livstid og endog dødsstraf. Hjælp aldrig nogen, du ikke kender, med at bære bagage, pakker, breve eller andet gennem tolden – du kan blive anklaget for smugling. Vær også forsigtig med at tage ukendte personer med i bilen, især hvis du skal passere en grænse.

Pas på med indførsel i et fremmed land af alkohol, pornografisk materiale og lign. I mange muslimske lande kan dette få alvorlige følger.

Vær opmærksom på bestemmelser for indførsel af valuta. Sæt dig ind i de lokale regler for bilkørsel og alkohol.

Anvendelse af kameraer og kikkerter – især i nærheden af lufthavne, jernbaner, havneanlæg og lignende installationer – kan misforstås og opfattes som forsøg på spionage. I nogle lande – herunder en række muslimske lande – er fotografering af personer en krænkelse af de religiøse og sociale regler.

SYGDOM

Du skal altid sørge for at være forsikret, når du rejser i udlandet, så du er sikker på at få dækket udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark.

Den offentlige rejsesygesikring (det gule sygesikringsbevis) gælder kun i Europa og tilstødende lande, kun i én måned og kun ved rene ferierejser. Se nærmere herom på rejsesygesikringens hjemmeside.

Vær opmærksom på, at en almindelig rejsesygeforsikring ikke nødvendigvis dækker ved visse sportsulykker (f.eks. bjergbestigning, dykning m.v.) og for behandling af kroniske lidelser, som var til stede før afrejsen.

Bliver du syg, vil ambassaden hjælpe dig med kontakten til dit forsikringsselskab og til din familie.

Ambassaden vil også hjælpe med at finde læge eller hospital, der kan behandle dig, men ambassaden kan ikke betale for din behandling eller din hjemtransport, hvis dette bliver nødvendigt. Sådanne udgifter kan i udlandet koste en formue – og blive ruinerende for dig eller din familie, hvis du har glemt at tegne forsikring.

NOGLE YDELSER KOSTER ET GEBYR, f.eks.:

– Pengeoverførsel kr. 450
– Nyt pas (A-pas) kr. 900
– Pensionistpas (B-pas) kr. 525
– Barnepas (B-pas) kr. 225
– Provisorisk pas kr. 225
– Fremmedpas kr. 250

Læs mere om betaling for tjenestehandlinger på linket gebyrer for hjælp.

DANSKE AMBASSADER OG KONSULATER

Danmark har ca. 120 ambassader, generalkonsulater og handelsrepræsentationer i udlandet, som er bemandet med udsendte danske medarbejdere. Her kan du altså få hjælp og gode råd på dansk.

Udover ambassaderne, generalkonsulaterne og handelsrepræsentationerne er Danmark i udlandet repræsenteret ved ca. 450 såkaldte honorære konsulater. Disse er normalt ikke bemandet med dansktalende personale. En honorær konsul er ofte en statsborger i opholdslandet, som Danmark har udpeget til at varetage lokale danske interesser. Han får ikke løn for sit arbejde, men vil søge at bistå en dansk statsborger, som kommer i vanskeligheder så godt som muligt.

Udenrigsministeriets omstilling på telefon 33 92 00 00 oplyser gerne adresse og telefonnummer på danske repræsentationer.

Du kan også finde dem i Udenrigsministeriets kalender.

Det er altid en god idé, hvis du, allerede inden du rejser hjemmefra, noterer adresse og telefonnummer på den danske repræsentation på dit rejsemål.

Uden for normal arbejdstid eller i weekenden og på helligdage, opretholder mange ambassader og konsulater en vagtordning, evt. ved en telefonsvarer, som personalet aflytter regelmæssigt

Hvis din situation er virkelig kritisk, vil det også være muligt for dig at komme i forbindelse med Udenrigsministeriet i København, hvor en vagthavende uden for normal arbejdstid vil kunne rådgive. Telefonnummeret er (45) 33 92 00 00. Du kan også i sådanne situationer henvende dig til de lokale politimyndigheder og bede om hjælp.

I lande, hvor der ikke findes en dansk ambassade eller konsulat, kan du søge hjælp på andre nordiske eller EU-ambassader.