Snorkling

< Back

Snorkling

Hvorfor snorkler vi danskere ikke noget mere? Vi dykkere startede jo for de flestes vedkommende med en maske og snorkel, for siden hen at supplere det med dykkerudstyr. Hvad er der blevet af lysten til at snorkle og glæden over de små ting, såsom en doven Rødspætte på 2 meters vand eller en ål, der ligger og soler sig på en sten?

Den værste fordom jeg kan høre, er at der ikke er noget at kikke på herhjemme. Grunden til dette er nok, at vi danskere ser Discovery, hvor alle undervandsprogrammerne omhandler farvefulde og store fisk. Når vi så går ud og kikker under vandet ved vores hjemlige strand i en 5 til 10 minutter, ja så er det jo ikke det samme. Men betyder det så, at der ikke er noget at kikke på? Nej absolut ikke, jeg vil påstå det er en meget stor fejltagelse. Uanset alder venter der skøn motion og dejlige oplevelser lige ude i vandet. Der findes udstyr til børn og voksne i dame- og herre størrelser, så kig ind i Dykkercentret, hvor de kan hjælpe dig med det helt rigtige udstyr. Mange tror det er dyrt at få det rigtige udstyr – der tager de meget fejl. En god maske kan du få fra 195,- og snorklerne kan du få helt fra 40,-. Med det grundudstyr kan du få de første gode oplevelser næste gang du tager til stranden.

Her sidste sommer var jeg ude og bade med min familie ved Næstved egnen. Og lige pludselig så vi en finne som brød vandskorpen på en ½ til 1 meter vand. Vi blev derefter alle meget nysgerrige for hvad det kunne være for en fisk, så vi skyndte os op på en sten for bedre at kunne kikke ned i vandet. Der så vi til vores forbløffelse en masse store fisk svømme rundt helt inde ved strandkanten på en ½ meter til 1 meters dybde. Hvad skulle vi nu gøre? Der var en hurtig rådslagning og 2 kørte hjem efter et par fiske stænger, mens resten blev og tog snorkeludstyret på. Vi skulle lige se om vi kunne komme helt tæt på dem. Til at starte med gik det ikke så godt, for vi var nok lidt for ivrige alle sammen. Så de andre gik op og jeg blev liggende helt stille – efter en kort tid kom de ind igen. Vi skulle altså bare ligge helt musestille og kikke på dem, så lod de os rent faktisk komme ind på en afstand af en 2-3 meter. Da jeg havde fundet ud af det, kaldte jeg på mine to mindre fætre, der så kom i igen og min søren om taktikken ikke lykkedes igen. De fik i hvert fald en oplevelse, som de sendt vil glemme. Angående fiskestængerne, så prøvede vi en halv times tid, så gad vi ikke det mere, for de ville i hvert fald ikke at bide på. Jeg har siden hen fundet ud af at det var Multer vi så, og at de ikke bider så let på fiske kroge på denne tid af året. Med en harpun havde aftensmaden været dejlig fisk fra grillen, men det er jo altid lettere at være bagklog.

Det blev en helt kanon dag, som jeg sent vil glemme på grund af en snorkeltur herhjemme. Jeg er helt sikker på, at der er andre der snorkler, som kan nikke genkendende til, at det er de små ting som gør snorkling sjovt herhjemme. Det eneste du skal bruge er en god maske og snorkel, et par finner og noget vand, hvilket der ikke er ret langt til nogen steder i Danmark.
Så er der sikkert nogen som tænker; jamen vandet er koldt og jeg gider ikke have en tyk dragt på. Der er intet så nemt som at snorkle i Danmark, hvis der er i højsommeren, kan man vælge en Shorty (dragt med korte ærmer og ben) eller en heldragt i 2-3mm, den giver dig nok varme til at du roligt kan snorkle i en time eller mere. Når du så bliver rigtigt bidt af det, kan du gå op i tykkere dragt og harpun udstyr, så du også kan få lidt med hjem til middags bordet. Læs mere om dragter her. Det med at tage lidt med hjem til middagsbordet er en nem sag, hvis du kan stille dig til tåls med en rødspætte eller en anden fladfisk. Hvad med for eksempel en flynder? Når vandet er varmt finder du dem helt inde på ½ til 1 meter vand – og de e store. Det er bare at købe et fisketegn, et håndspyd og et net til cirka 300,- så har du det rigtige udstyr. Der skal ikke megen hovedregning til før du godt kan se, at det kan betale sig at tage ud og fange dine egne fisk i stedet for at købe dem hos fiskehandleren, plus at egen fangst altid smager bedre.
Snorkling er lige uden for døren om du bor i København eller i Thyborøn, du skal bare lukke øjnene op og kikke på de små ting i vandet så får du en helt anden opfattelse af snorkling her i Danmark.
Rigtig god fornøjelse med venlig hilsen Jacob Nielsen